Hver gang jeg lander i lufthavnen i Kastrup slår det mig, hvilket privilegium det er at være statsborger i en velfærdsstat. Der er langt mellem tiggere og hjemløse på gaden, og supermarkederne og restauranterne er fyldt til bristepunktet med tro samfundsstøtter, der forsøger at tilfredsstille købekrampen og bidrage positivt til bruttonationalproduktet.

Den første følelse, der fylder mig, er stolthed og taknemmelighed over at leve i et land, hvor mine bedsteforældre og forældre har skabt unikke levevilkår. Men denne følelse afløses hurtigt af bekymring på mine børns vegne. Det blev meget klart for mig, da jeg erfarede, at jeg kan hyre de mest feterede guruer fra USA, Canada og England til at løse opgaver eller afholde kurser i Danmark til den samme pris, som en middelmådig konsulent som undertegnede omsættes til – vel og mærke når det tages i betragtning, at prisen for mine udenlandske partnere også dækker deres flybillet, indkvartering og forplejning. De holder i øvrigt meget af Danmark, så den eneste barriere, der afholder dem fra permanent at slå sig ned i vores andedam, er vores knudrede sprog. Og med en søn på 11 år, der allerede taler bedre engelsk end sin far, kan jeg være noget betænkelig ved, hvor længe vi får lov til at fastholde vores lille lykkelige velfærdsboble her højt mod nord.

Service kommer af ”to serve” og ydelser kommer af ”at yde”
Men det er ikke de eneste tanker, der katalyseres, når jeg lander i Kastrup. Hvert møde med mit gamle fædreland minder mig om, at nok har vi velfærd – men til gengæld det står sløjt til med serviceniveauet. Det er vel ikke så underligt. For at finansiere velfærden må vi ofre en stor del af vores indkomst til fællesskabet i form af skatter og afgifter, hvilket betyder, at selv de laveste lønninger er for høje til, at vi har råd til at servicere hinanden. I Californien kan man ikke gå ind i et større supermarked, uden at personalet bærer varerne ud i bilen. Når man afleverer bilen til vask, bliver den så ren indvendig, så selv en brugtvognshandler ikke kan finde noget at udsætte på resultatet. Og i lufthavnen i Gatwick gik jeg bag fire piger fra Ålborg, der var sikre på, at den unge mand, der ville vise dem vej til check in og hjælpe dem med deres bagage, blot var ude på at lægge an på dem. De var simpelthen så uvante med service, at de ikke opdagede, at alle vi andre fik samme service.

Fra en forbrugers dagbog
Kontrasten er slående. I Danmark ankommer jeg til en lufthavn, der er stort set klinisk renset for servicepersonale, måske lige bortset fra parfumedamerne m/k. Det er som at vende tilbage fra en anden planet.

Det er f.eks. 1,5 år siden, jeg første gang afleverede min bil på værkstedet for at få dem til at få air-conditioningen til at virke. Siden da, har de sammenlagt haft den i ca. seks måneder – ikke fordi de har arbejdet på den i al den tid, men fordi leverandøren igen og igen har glimret ved at fremsende forkerte reservedele og fordi værkstedet ikke har tid til at løse problemet. Faktisk kan det bedre betale sig for dem, at give mig en bedre lånebil end at løse problemet med min bil.

Det sidste halve års tid har jeg været i gang med at renovere familiens badeværelse. Det tog Silvan fem forsøg, at fremtrylle den rigtige vask, efter at de gentagne gange havde bestilt den forkerte vask eller leveret en vask med fejl på. Efter et halvt år har jeg accepteret en vask med mindre fejl – jeg gav simpelthen op.

Og i trekvart år har jeg ugentligt ringet til den lokale entreprenør, der endnu engang lover at komme i næste uge for at flytte to nedløbsbrønde.

Fra it til is!
Og sådan kunne jeg blive ved. Danmark har ondt i servicen!! Og nu nærmer vi os vores eget felt, it, der som bekendt ganske belejligt står for informationsteknologi. Og det er sådan set, hvad vi har beskæftiget os med i branchen de seneste 50 år: Vi har leveret teknologi til elektronisk behandling af information og kommunikation. Men lige som jeg er fuldstændig ligeglad med autoværkstedets teknologi, vaskeproducentens fremstillingsproces og entreprenørens værktøjer til at bore nye brønde, er vores kunder og brugere også i stigende omfang ligeglade med den teknologi, vi leverer. De er interesserede i den resulterende it-service. De køber ikke boremaskiner, men huller. Eller sagt på jysk: De ønsker sig Ikke så meget isenkram – hellere kram og is!

It-services baserer sig på anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi og understøtter kundens forretningsprocesser. En it-service skal tilføre værdi til kunden gennem leverandørens facilitering af det udfald, som kunderne ønsker at opnå, uden at kunderne skal påtage sig ejerskab af de specifikke omkostninger eller risici.

Sagt på en anden måde: Kunderne ønsker ikke tage ansvar for teknologien. Den er vores problem. Vi skal bare sørge for, at teknologien udnyttes mest optimalt til at levere service til vores kunder, hvad enten vi er en intern it-afdeling i en kommune eller en international uafhængig IT Service Provider.

Jeg foreslår derfor, at vores fag skifter betegnelse fra informationsteknologi til informationsteknologiservice – fra ”it” til ”its” eller blot ”is” (hvor jeg for en sikkerheds skyld er nødt til at gøre opmærksom på, at ”s” ikke står for ”systemer” men for ”service”). Nærværende community skifter hermed navn til ”Talk’n’is” og vores 50 år gamle og ærværdige forening kan fra og med næstkommende generalforsamling tituleres DANSK IS. Hvis altså nogen fremsætter forslag til vedtægtsændring på jubilæumsgeneralforsamlingen!