Gartners survey omkring CIO agendaen 2008 fortæller, at IT ledelser vil have fokus på at skabe forretningsmuligheder for virksomheden. Det vil i min optik sige, at IT skal flytte sit fokus fra traditionelle og solide drifts- og forvaltningsdiscipliner til langt mere dynamiske forretningsorienterede udviklingsdiscipliner, hvilket udløser nogle spontane spørgsmål:
1) Har IT de nødvendige kompetencer og den organisation, der skal til for at varetage målrettet forretningsudvikling?
2) Evner IT at skabe den tætte samklang og interaktion med virksomhedens forretningsenheder?
3) Tør IT ledelsen blotte sig for at skabe den forretningsmæssige intimitet?
4) Tør IT ledelsen lægge ansvaret for væsentlige IT beslutninger ud i forretningen?
5) Har IT overskud til at gå ind i forretningsudvikling?
Når IT mange steder refererer til økonomidirektøren, er det et udtryk for, at IT ikke regnes som forretningsstrategisk, og så kan vi i IT ledelserne sige, vi er forretningsorienterede nok så meget, men vi bliver ikke opfattet som sådan af forretningen.
Hvordan kommer IT på landkortet som ligeværdig bidragsyder, når det gælder forretningsudvikling i virksomheden?
Mit forslag er, at IT ledelsen skaber et meget tæt samspil med forretningen. For det første: Ved i stor udstrækning, at lade forretningen få indsigt og medansvar for IT’s udvikling og forædling. For det andet: Ved at etablere og udvikle de kompetencer i IT organisationen, der skal tænke forretningsorienteret og innovativt i forhold til teknologiens anvendelsesmuligheder.
Det kræver mod af IT ledelsen at gå ind i sådan et samspil. IT teknologi skal ikke længere være en undskyldning for manglende forretningsudvikling, og der skal derfor tænkes nyt omkring IT arkitektur, der gør det muligt og fleksibelt at forandre IT i den retning, der giver bedst værdi for forretningen.