Skal vi som it-professionelle være helt ærlige, så er vi overbeviste om, at it bærer fremtiden i sig.
Vi er nemlig sikre på, at it ikke alene er kommet for at blive, men at it også er helt afgørende for nationens fremgang og måske endda overlevelse i en globaliseret og stadigt mere kampklar verdensøkonomi.

Fremtidens it-kompetencer
Vi kan derfor være bekymrede for optaget på de uddannelser, der skal træne fremtidens it-professionelle. Og bekymrede for befolkningens almene it-kompetencer. For det er fremtiden og Danmarks førerposition på snart sagt alle tænkelige områder, der står på spil.
Vi har med andre ord ikke svært ved at svinge os op til at fremhæve vores fagområde som afgørende i snart sagt alle sammenhænge. Og selv om vi ikke diverterer vores bordfælle ved middagsselskabet med JAVA og .NET historier, så ønsker vi ikke at stå tilbage for nogen. Tværtimod. Vi vil gerne berette om den store betydning, vi har for samfundet og virksomhederne. Sådan som Henrik Zangenberg bl.a. har blogget om.

Selvforståelsen ved middagsselskabet
Men hvordan er det nærmere bestemt med denne selvfølelse? Hvordan er det lige, den hænger sammen med vores selvforståelse og ikke mindst vores adfærd som it-professionelle? Ved middagsselskabet, ved direktions- eller styregruppemødet, ved konferencen osv.
Med andre ord: Hvordan kan det være, at vi er så overbeviste om vores betydning men samtidigt klynker over den manglende forståelse for netop denne betydning?
Hvordan hænger det sammen, at vi og vores fag har denne enorme betydning, men at ingen rigtigt opdager det ud over os selv? Er alle andre da blinde og døve for andet end de astronomiske omkostninger, vi kan generere?

Permanent adresse?
Jeg har været i branchen efterhånden en del år – ønsker strengt taget ikke at tænke på nøjagtigt hvor mange. Og det har altid været et tilbagevendende tema, som vi og utallige analysefirmaer har dyrket intensivt: At it hører hjemme på direktionsgangene. It er ganske enkelt for vigtigt til at blive overladt til it-folkene. Derfor hører vi hjemme de steder og i de sammenhænge, hvor de helt store beslutninger træffes. Dét kan ingen blandt os vist være uenig i. Vel?
Men sker det? Og i fornødent omfang? Der er vi ikke helt endnu, og undersøgelse på undersøgelse dokumenterer, at it er strategisk vigtigt og værdiskabende. Men vi er ikke flyttet permanent ind, hvor vi hører hjemme. Hvorfor mon ikke?

Lingo og fag-chauvinisme
Jeg tror, at det i vid udstrækning skyldes vores egen arrogance. Vi er formentlig hverken værre eller bedre end så mange andre faggrupper. Men vi har i mange, mange år haft forbasket nemt ved at forfalde til teknologi-lingo og almindelig fag-chauvinisme, når vi bare er det mindste trængt.
Hvem blandt os kan sige sig fri fra at begynde at tale om svartider, SOA, systemarkitektur, terabyte, migrering, open source, CPU, data management osv? Kort sagt nødvendighed, når det kniber med at trænge igennem på det såkaldte forretningsfolks præmisser. For så at sige at spille en trumf, tror vi. For ekspertisen stikker vel alle andre kort?
Og så bliver vi lettere fornærmede, når vi ikke tager stikket hjem. Når de andre, hvem de så end er, ikke anerkender vores anstrengelser for at forklare, hvor vigtigt og uomgængeligt it er. Ja, selv når vi opstiller business cases og virkeligt anstrenger os for at dokumentere værdiskabelsen. Ja, så møder vi kun skepsis og til tider upassende henvisninger til overskredne tidsfrister og projektbudgetter. Det er ikke alene uretfærdigt men tenderer mobning, synes vi.

Dem de andre ikke vil lege med?
Men når vi er dem, alle de andre ikke vil lege med, så må vi vel på et tidspunkt spørge os selv: ”Hvem bærer ansvaret for, at vi ikke bliver inviteret indenfor?” Anstrenger vi os virkelig nok for at forstå og forklare, hvordan vi og it kan medvirke til ægte værdiskabelse? Ikke på vores egne eller fagets betingelser og ikke efter de parametre, som vi har det allerbedst med. Men på betingelser som vores legekammerater i virksomhederne og i kommuner, regioner og styrelser er fortrolige med.
Jeg vil kort sagt tillade mig at efterspørge lidt selvransagelse midt i den arrogante klynken.

Jeg agter at tage egen medicin og vende tilbage med et bud på, hvad selvransagelsen kunne føre til.