Forleden spottede jeg et københavnsk busskur, som opfordrede mig til at deltage i den demokratiske debat. ”Bliv hørt” stod der (eller helt præcist, på internetsk ”blivhoert”). Et fristende tilbud, hvis jeg ikke dermed skal inddrages i en infantil dialog om familieferier, mulig skatteunddragelse og fastende taxa- og buschauffører, tænkte jeg.

Debatten lever, men desværre er det en i mine øjne gold mutation af den, der dominerer og gør det på diverse netavisers debatsider (ingen regel uden undtagelser), hvor en skønsom blanding af stålsatte læserbrevsskribenter, rabiate mørkemænd og håbløst velmenende debattører agerer diskussionens Don Quixote’r. Det er symptomatisk for den demokratiske effekt af debatterne, at de der forfatter det første debatindlæg, sjældent deltager i den efterfølgende diskussion. Men uagtet, at der næppe bliver brugt nævneværdig tid på at lytte til andre, er indlægsmængden imponerende – skræmmende. jeg undrer mig ofte over, hvor deltagerne får tiden fra, og ærgrer mig over i hvilken grad den er spildt.

Ærgerligt, synes jeg, hvis man f.eks. ser David Camerons indlæg på årets TED konference. Han taler om, hvordan vi står ved starten af en post-bureaukratisk tid. Hvor teknologi muliggør en decentralisering af magten, det han kalder people power. Han taler om hvordan informationsteknologi skaber transparens, der i stigende grad gør det muligt for menige borgere at drage deres politikere og embedsmænd til ansvar. Ærgerligt, synes jeg, i forhold til Don Tapscott, forfatter til bl.a. bogen Wikinomics, der i flere sammenhænge har talt for, at vi i højere grad må lære at bruge nettet og forskellige digitale platforme som en stærkt tiltrængt løftestang for at engagere vælgerne i nødlidende vestlige demokratier, hvor det for en politiker med ambitioner er vigtigere at få en god placering iVild med dans end at have et klart kommunikeret politisk projekt.

På samme måde som en politikers dansetrin flytter fokus fra substansen, mener jeg at en stor del af nettets debatfora i bedste fald er værdiløse i forhold til konsolidering af et demokrati, i værste fald underminerer de det, fordi de skaber en kultur omkring det acceptable i at råbe højt uden at lytte, dels ofte drejer sig om trivielle sager. Den post-bureakratiske potentiale druknes i ligegyldigheder.

I den sammenhæng synes jeg, at Københavns kommunes blivhoert.kk.dk initiativ er meget spændende. Ideen er at skabe en digital høringsportal, hvor almindelige borgere for nem adgang til at indgive høringssvar til høringer i forhold til byens lokalplaner. Et besøg på portalen viser, at det langt fra er alle høringssvar der i kvalitet løfter sig væsentligt over niveauet på de mere populære debatsider, men en del af dem gør og en væsentlig forskel i forhold til andre netdebatter er, at indlæggene her bliver læst og taget seriøst i det omfang de berettiger det. Man råber ikke i vinden. Jeg er spændt på at følge udviklingen på blivhoert.kk.dk, mit gæt er, at mængden af seriøse indlæg vil vokse eksplosivt, og forstår politikere og embedsmænd forholde sig til borgerne bidrag, vil platformen med tiden faktisk vil blive et eksempel på en af de (nær)demokratiske, post-bureaukratiske digitale løftestænger, som bl.a. Tapscott og Cameron efterlyser.

Jeg håber, at det vil vise sig, at jeg har gættet rigtigt, I mellemtiden bør vi arbejde for flere platforme, der faciliterer transparens og flere platforme, der invitere borgere til konkret at påvirke de demokratiske beslutningsprocesser. Næste store skridt bliver så at skabe en digital platform, der kan flytte politikerne væk fra dansegulvet og tilbage til den politiske substans – men det er en helt anden historie…

(Dette indlæg er også posted på Danmark3nul)